(Tanker efter en helt særlig stilsession for 2 uger siden…)

Træt i fødderne men varm helt ind i hjertet❤️
Jeg har i dag haft en session med en kvinde, der rørte mig helt ind i hjertekulen.

Hun var uden job, havde ar på sjælen efter nogle svære svigt og havde fundet tryghed i at købe og gemme ting – og tøj. En hel del fra genbrug (fordi budgettet her rækker til mere).
Hun trængte til at få ryddet ud og ta’ kontrollen tilbage – over sit tøjskab og over sit liv.

Jeg har den største RESPEKT for at hun havde valgt at hive penge ud af sit budget (og trodse de veninder, der mente, det var for mange penge at bruge på ‘det’) for at få hjælp hos mig.
Jeg er SÅ glad for, at hun selv kunne mærke, at tøjskabet netop kunne være stedet at starte i forhold til en forandring i hendes liv.

Sessionen var helt igennem fantastisk: Vi har leet, haft kleenex fremme, lagt en hurtig makeup og været super effektive. Vi nåede igennem ALT hendes tøj (hun havde 3 sække + en masse bøjler med), og fik lavet en liste med få ting hun manglede for at garderoben kunne fungere optimalt for hende. Hun fik pålagt et købestop på korte toppe 😉 og fik en mental øvelse med sig hjem.
Vi fik snakket meget om hendes stil og om, hvordan hun kunne ‘rense ud”. Hun havde brug for at hendes tøj/stil kunne hjælpe og støtte hende i at få en følelse af at have begge fødder solidt plantet på jorden (og udstråle selvrespekt).

Idag var overskriften næsten skrevet i neon for vores session:

“YOU CAN’T START A NEW LIFE WITH OLD CLOTHES”

Forandring kan sagtens starte med små skridt. Det handler om at føle, at man selv har styringen, selvom det stormer ❤️

Jeg er både ydmyg og taknemmelig for, at hun valgte at komme til mig.