“At Gitte Norlyk kom ind i mit liv var en overvejelse der havde varet mange år, men da sommertøjskufferten blev åbnet og jeg instinktivt tænkte: ”Skal du nu have det tøj på igen for Gud ved hvilket år i træk” så blev det dråben der fik bægeret til at flyde over! NU skulle det være. Ikke en make-over, for så ville jeg vågne til samme problem i morgen – nej, nu skulle jeg finde ud af det der med tøj! Så jeg kunne føle mig godt tilpas, både på arbejdet og privat.

Jeg bruger ikke penge på tøj – jo når den t-shirt jeg plejer at hoppe i er plettet eller hullet, så køber jeg en magen til. Jeg bryder mig ikke om prøverum, og kommer oftere hjem med noget som jeg bytter igen, end jeg beholder. DERFOR køber jeg ikke tøj. Det handler ikke om kropsform – den er ok  – nej det handler om at jeg ikke kan finde ud af det der med tøj. Jeg forstår det simpelthen ikke!

Jeg havde desperat behov for at der skete noget, så jeg skrev til Gitte, og tror jeg godt hun ved, at der skal smedes mens jernet er varmt, så vi fik lavet en aftale 5 dage efter. Spørgeskemaer blev udfyldt, billeder taget og sendt – så kunne Gitte forberede sig til vores møde. Jeg skrev til Gitte, at tøj havde jeg ikke meget af – men det havde jeg jo – jeg brugte det bare ikke!

Jeg for min side skulle kigge mit tøj igennem. Altså ingen grund til at gemme det med skjolder, pletter og huller, eller med tydelige slidspor. Resten blev pakket ned – sko og alt – og så kørte jeg til Gitte.

Gitte havde i mellemtiden sørget for at hente tøjprøver til mig, som hang og var parat til at prøve sammen med mit eget –så vi kunne finde ud af min kerne og min profil i tøjstil.

Hvis jeg skal beskrive Gitte kort, så er hun top professionel.SLUT! Hun ved jeg kommer, fordi jeg har et behov for at købe en vare hun kan / har! At hun så også er sådan en man har lyst til at hyggesnakke med, det er jo ret fedt. Jeg følte mig absolut i gode hænder!

Jeg tror jeg nåede at prøve alt mit tøj – af og på – kigge i spejl, Gitte der fik mig til at forstå, prøve med noget nyt, style tøj – ikke bare tage det på – ”du skal binde halstørklæder sådan her, husk din halskæde, sådan her med ærmerne, og blusen ned her, og NEJ, ikke der!”

Gitte havde ret da hun startede med at sige til mig, at du kommer til at ”kill some darlings” i dag. Dét gjorde jeg, og jeg kunne heldigvis godt se hvorfor. Men jeg fik også givet nogle stykker tøj liv igen, som jeg ellers havde dødsdømt. Men en stor tyk kuffert skulle forsvinde. Og det gjorde faktisk ikke ondt!

Vi talte snit, farver, stil – ikke at have én og så at få en – jeg fik rykket nogle grænser, nogle stykker faktisk!
Men det hele på den gode og trygge måde.

Timerne løb hurtigt. 5 blev det til i alt, og jeg var træt i krop og hoved. Det tøj Gitte havde taget hjem til mig fra Merci i Give passede 100% i størrelserne. Jeg følte mig på ingen måde presset til at købe tøjet, men endte med at vælge en del ud, fordi jeg nu engang havde valgt at gøre dette fuldt ud! Og så tror jeg ikke på at det med prøverum sådan lige kommer til mig bare fordi jeg har mødt Gitte.

Jeg kan nu i forbindelse med arbejde og i min hverdag føle mig tilpas i mit tøj. Jeg har forstået Gittes ord og fået en fin lille opsamling med på skrift. Nu skal jeg lære at ”køre bilen” som jeg kalder det. Altså kunne købe ind så det supplerer det jeg har tilbage. Jeg glæder mig til stilaftener hos Gitte, og ja, jeg vil køre fra nordøstfyn til Give for det!”

Anne Kathrine (Garderobetjek + Stilinspiration)

”Jeg havde længe overvejet at bestille en session hos Gitte, men havde ikke samlet nok mod til at få det gjort. Så da jeg på FB så, at der var disse work shops, var jeg ikke ét sekund i tvivl. Det var en blød start, hvor det hele ikke KUN skulle handle om mig, men hvor jeg var sikkert ”gemt” blandt andre deltagere.  Det er den bedste og mest lærerig beslutning, jeg længe har taget!

Vi mødtes i Gittes hyggelige lokaler – og der gik ikke mange minutter, før jeg følte mig tryg og godt tilpas.

Jeg var tilmeldt alle 3 work shops – og kunne ikke have undværet en eneste. Den første work shop handlede om indre stilkerne. Lidt forvirrende dén aften, men som vi kom igennem work shop nr. 2 og 3, gav det hele pludselig meget mere mening.

Efter 3. work shop kunne jeg næsten ikke vente med at komme hjem og få ryddet op i klædeskabet J Det var SÅ FED en fornemmelse at få det ryddet op, og gav mig det overblik, som jeg virkelig manglede. Med en del mindre tøj i skabet, var der pludselig mange flere muligheder for at kombinere tøjet. Så jeg har virkelig lært meget af de 3 work shops.

Antallet af deltagere gjorde, at vi var trygge og kunne bruge os selv som eksempler. Derfor var Gittes kommentarer og vejledning guld værd for os alle og meget konkrete og brugbare.

Jeg kan på det varmeste anbefale disse work shops. Det var både hyggeligt og samtidig utrolig lærerigt. Jeg er blevet noget mere klar i spyttet omkring min stil, go or no go’s, stor røv/lille røv.

Gitte er en fantastisk og inspirerende person.”

Dorthe (WorkYourStyle workshop)

“Jeg er virkelig glad for at have deltaget i disse moduler #workyourstyle. Det har været inspirerende og jeg har haft brug for dette boost til at rydde op – Giv slip og ryd op – virkelig godt udtryk.

Jeg tripper for at komme i gang, for det tynger nok mere end jeg havde regnet med. Mit klædeskab er uoverskueligt lige nu og ikke inspirerende. Hold nu op hvor jeg trænger til at smide meget ud (til genbrug, så andre kan få glæde af det, der ikke fejler noget), for der er meget tøj, som afviger så meget for den stil jeg har nu.
Jeg føler jeg har fået virkelig gode redskaber til at se min stil mere tydeligt og på den måde få et overskueligt klædeskab. Ydermere har det givet mig redskaber til at fremhæve og nedtone det på min krop, som jeg glad for og mindre glad for.

Til sidst vil jeg sige, det har været en fornøjelse at være i dit selskab, du er god til at udtrykke dig på en meget positiv måde, som er meget inspirerende og det smitter meget af på de mennesker du har omkring dig. Det skaber et rart rum at være i, hvor det er meget nemt at føle sig tilpas i.”

Jeannette (WorkYourStyle workshop)

“Inden vores første møde var jeg meget usikker omkring min tøjstil og mig selv. Jeg havde et klædeskab fyldt op med tøj – og når jeg kiggede ind i det, var der egentlig ikke noget af det som klædte mig – syntes jeg. Det var meget frustrerende, og det endte altid ud med, at jeg stort set altid gik rundt i det samme kedelige tøj og gemte mig.

Jeg var meget spændt og også lidt nervøs ved vores første møde, men oplevede hurtigt, at du er rigtig god til at møde en` lige der hvor man er, og til at fornemme hvor man stilmæssigt ligger.

Det har været noget af en rejse for mig, men nok en af de bedste jeg har været på længe.

Der er blevet ryddet grundigt op i mit klædeskab. Gammelt tøj smidt ud, gammelt tøj mixet på nye smarte måder. Nye farver og accessories tilføjet.

Min stilguide er jeg meget glad for, og den har fast plads i klædeskabet, som en lille opslagsbog, som jeg bruger, hvis jeg pludselig bliver i tvivl om noget.

Nu er det virkelig en fornøjelse at åbne mit klædeskab, hvor alt er blevet meget mere overskueligt. Nu er der kun tøj, som jeg er sikker på, at der klæder mig, og som jeg nu også bruger. Trods det at min garderobe er blevet noget mindre – så føler jeg, at jeg har meget mere tøj, fordi jeg har lært at sammensætte det på mange nye måder.

Det der med at have lært sin “ stilkerne “ at kende, er bare SÅ godt, og jeg er overrasket over så lidt basistøj man egentlig behøver for at se forskellig ud hver dag. Det føles virkelig befriende, og jeg får mange komplimenter.

Det har gjort mig rigtig glad og meget mere selvsikker. Det har givet mig en stor ro inde i mig selv.

Det var utrolig grænseoverskridende for lille usikre mig, men jeg ville ønske, at jeg havde kunnet gøre dette meget før i mit liv, og vil anbefale det til alle jeg møder. Og tænk sig – hvad jeg kunne have sparet, hvis jeg havde gjort dette noget før.

Tusind tusind tak til dig Gitte.”

Susanne Cargnelli (Garderobetjek + Stilinspiration)

“Jeg så dette opslag omkring Work Your Style og tænkte straks, -dette fru Mortensen, det SKAL du med til. Som sagt så gjort. Nu var det bare vente tiden.

Endelig skulle vi igang. Forløbet var opdelt i 3 moduler, det ene mere spændende end det andet.

Gitte er en kvinde, hvor energien stråler ud af, denne enorme energi fordeler hun med personer, som hun omgiver sig med. Hun udstråler et stort overskud, der kommer hendes omgivelser tilgode. Efter en endt session med Gitte er du sprængfyldt med overskud og energi.

Gitte er en person, som med sin egen menings mod og med respekt for andre personligheder, er i stand til at overdrage viden, perfektionisme og de små tips, som vi mennesker glemmer i hverdagen. Hun yder stor respekt for andre mennesker, og med største ydmyghed formår hun at forvandle “frøen til prinsessen”.

Hendes personlighed, ydmyghed, overskud og energiniveau gør hende til en fantastisk coach.

Jeg kan kun give hende mine allerbedste anbefalinger.”

Majken (WorkYourStyle workshop)

“Gitte har med sin positive energi og store engagement givet mig en masse “aha” oplevelser og inspiration til, hvordan jeg fremover skal style mig, så jeg tror mere på mig selv og min stil”.

Pernille (WorkYourStyle workshop)

“Som moderne kvinde og Energi & Power coach og terapeut har det været en fantastisk god oplevelse at få en stilcoaching og makeover hos Gitte.

Med en mængde tøj pakket ned i kufferten og nysgerrighed kom jeg en kold februar aften til Gittes dejlige lokaler med masser af levende lys og dejlig musik. En åben, glad og meget imødekommende Gitte tog imod. Jeg kunne ikke andet end føle mig godt tilpas.

 

Gitte tog udgangspunkt i hvilke indre værdier jeg som energi & power coach og terapeut og som moderne kvinde gerne ville udtrykke gennem mit ydre fremtoning.Hvilke farver og hvilken tøjstil, der signalerer netop mine værdier.

Jeg havde taget noget af det tøj med, som jeg ikke var glad for. Noget gjorde, at jeg ikke følte mig godt tilpas i det! Noget skulle jeg bare have noget andet tilbehør til, noget måtte jeg bare konstatere, at ja, det var et fejlkøb. Godt at jeg bare kan give det videre til andre, når jeg ikke længere har brug for det!!

Jeg kan varmt anbefale Gitte, en super faglig og kompetent stilcoach.”

Birgit Lykke (www.lifecreator.dk)

“Jeg har fået en meget stor forståelse/ viden for hvordan jeg skal klæde mig/ shoppe i fremtiden. Jeg tror ikke jeg får mange fejlkøb i fremtiden, da jeg føler jeg har styr på det nu, efter 3 meget forståelige og lærerige moduler.

Første modul var noget af en mundfuld for mig, Din indre stilbase, men i løbet af nogen dage faldt noget af det lige så stille på plads og jeg fik en masse AHA oplevelser. Troede ellers jeg havde rimeligt styr på mig selv… Efter 2. modul, din ydre stilbase, faldt det hele i hak…jubiiii……:-)

Tusind tak for at du ville hjælpe mig videre i min personlige udvikling, Gitte :-)”

Tine (WorkYourStyle workshop)

“Kan kun sige, at du har været til stor inspiration og dit skønne drive og din entusiastiske energi er meget smittende. Det smitter af og har ihverfald givet mig lyst til at arbejde med de værktøjer, du har givet.
Min plan er skrevet ned – klædeskabsoprydning, shopplisten mv. Nu venter jeg bare på det rigtige øjeblik (tiden i en småbørnsfamilie er dyrebar)
Jeg er klar:-)”

Helle (WorkYourStyle workshop)

“Det har været super godt og det har helt sikkert givet mig noget at have nogle billeder på styling til inspiration.
Det har i hvert fald givet mig noget at tænke over samt være mere bevidst om ikke bare at købe fordi det er billigt (f.eks til slutudsalg)….

Jeg tænker meget over, hvad jeg mangler og hvor lidt jeg kan nøjes med. Hellere lidt men lækkert og godt – det kræver helt sikkert noget at nå dertil men jeg vil være bevidst om det.”

Anne-Mette (WorkYourStyle workshop)