Jeg mistede min far i sommerferien.
Han betød utrolig meget for mig.
De sidste 40 år har han været bundet til en kørestol, efter han som 22 årig brækkede halsen ved et dristigt hovedspring på for lavt vand.
Han havde en helt ubeskrivelig ro over sig, som smittede så skønt i hans nærvær.
Sammen med ham fik man virkelig øje på, hvilke ting, der egentligt betyder noget her i livet. Han satte uendelig meget pris på de små ting – som hyggen over et godt glas vin og historier fra gamle dage. Måske fordi han netop var så begrænset.
Ting som vi andre nærmest ikke tænker over, at vi kan – som at samle noget op fra gulvet, gi’ et knus eller løfte sit barnebarn op – det kunne han ikke selv.
Hans liv har taget nogle drejninger og budt ham flere smerter både fysisk og mentalt end hvad, der synes rimeligt, at et enkelt menneske skal opleve.
Men han klagede sig aldrig. Han var ufatteligt sej til det sidste.
Han var bare gjort af noget særligt.
(Det er mig til højre og min lillesøster til venstre )
Når man mister, gør det fysisk ondt i kroppen især lige omkring hjertet. Det føles faktisk som om, der bliver revet og flænset i hjertet indefra. Jeg tror på, at den følelse kommer, fordi vi ubevidst gør fysisk modstand mod at gøre plads til sorgen, som er så ny og uvant en følelse. En følelse man allerhelst er foruden. Faktisk har man lyst til at holde sig for ørerne og øjnene og lade som om, at alt igen er som før.
Det er det bare ikke. Og det blir det aldrig igen…
Døden er så definitiv en slutning. Udtrykket ‘ALDRIG MERE’ får pludselig en knivskarp sandhed over sig. Det hele rungede og gav genlyd i hovedet på mig, da det for alvor stod klart for mig, hvad det kom til at betyde.
Vi kan forberede os på at miste. Men ikke på sorgen og det, der følges hånd i hånd med den.
I mit tilfælde fulgte der med sorgen også en skræmmende ‘nøgen’ følelse af af være sårbar. Dén ramte mig som et godstog!
I starten gjorde jeg alt for at vende den følelse ryggen. Kunne simpelthen ikke rumme den, fordi den gjorde mig så bange. Jeg har altid oplevet mig selv, som et stærkt menneske. Og det rimede ligesom bare ikke på at være sårbar og skrøbelig, så hvad var nu det for noget… Lige så langsomt har jeg taget den ind i små bidder. Sårbarheden. Over tid. Fordi jeg godt vidste, at det er en del at det at komme igennem sin sorg som et helt menneske.
Det er lidt ligesom om, at min verden – ved at jeg for alvor har mærket sårbarheden og skrøbeligheden ved livet, – har fået en helt ny dimension. Jeg føler mig endnu stærkere end før. Skrøbelig – ja. Men også mere helhjertet.
Min far er her ikke mere, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner ham. Og det gør stadig ondt. Men jeg ved, at jeg har har fundet den rigtige plads i hjertet til mit savn, så der er plads til at han og minderne om ham kan leve videre inden i mig.
Og det føles rart.
I bund og grund tror jeg, at mange af os dagligt kæmper en (større eller mindre) kamp indeni for at passe på os selv.
For at undgå at være sårbare.
Vi bilder os selv ind, at det giver os tryghed. Men når alt kommer til alt, så er vi alle sårbare i livets helt store sammenhænge. Ingen mure kan bygges høje eller tykke nok til at beskytte os mod at miste eller blive forladt. …
At være sårbar er IKKE det samme som at være svag.
Mind dig selv om din egen sårbarhed. Bare lige kortvarigt. Det giver kærligheden til alle og alt, hvad du holder af et helt nyt perspektiv.
Og gaven ved at turde gøre det er TAKNEMMELIGHED.
Gør en lille ting for mig…
Løft dine børn og ta dem i dine arme
Gå en tur med din ven
Dans med dit livs kærlighed
Ikke fordi du skal…
Men fordi du kan!
Lad det aldrig blive en selvfølge…
TAK fordi du læste med
