Tja, den kommentar minder vel nogenlunde om at sige til en kvinde, som lige har fortalt dig, at hun drømmer om at tabe sig, at det behøver hun da ikke.

Det er vel ment – og sikkert også kærligt.

Men i virkeligheden ved man jo ikke, hvad der foregår på indersiden hos modtageren… Vel?

Det er ikke en selvfølge, at tøjet føles “rigtigt” bare fordi det ser godt ud…!!!

Og dybest set så drømmer vi vel alle inderst inde om at føle os hjemme – også i vores tøj.

 

Det gjorde Anne Katrhine også!

 

Jeg havde besøg af hende før ferien. Hun kørte faktisk helt fra østfyn med 3 kufferter + det løse. For at få min hjælp.

Aller først vil jeg lige fortælle dig om Anne Kathrine, for hun er altså en skøn kvinde.  43 år, mor til 3, sej kvinde, selvstændig fysioterapeut og ser drøn-godt ud. Og så har hun bare en smittende energi og power, som fylder rummet omkring hende, så man kunne blive næsten helt afhængig.

Nå, men hun skrev altså til mig, at hun godt kunne bruge min hjælp til “alt det der med tøj” (som hun kaldte det i emnelinjen).

Kan det nu virkelig passe!

Altså at hun havde brug for hjælp…? For jeg skrev jo lige, at hun ser brandgodt ud. (Og det gør hun altså! Du kan selv se de billeder, hun sendte til mig):

Skærmbillede 2015-09-13 kl. 14.19.55

 

Ja selv hendes omgivelser kunne ikke helt forstå, hvorfor hun havde brug for hjælp. For hun lignede jo én, der bare havde styr på det.

Inden vi mødtes, sendte jeg hende et spørgeskema, hvor jeg bl.a. stillede hende det her spørgsmål:

“Hvad er din største udfordring i forhold din stil?”

Her er Anne Kathrines svar:

“At jeg nok ikke føler, den sådan rigtigt matcher den, jeg synes, jeg er”

BUM.

Kender du det…?

…At du ikke føler dig helt hjemme, i det tøj du har på.

Selvom alle andre synes, det virkelig klæder dig!

Jeg har mødt MANGE andre kvinder, der har haft det lige som Anne Kathrine. Og jeg elsker at hjælpe dem.

 

“Jeg vil gerne ha’ din hjælp til, hvordan jeg kan komme dertil, at når jeg tager tøj på, så føler jeg mig lige så hjemme i det, som i mit sportstøj” 

Det skrev hun også.

Anne Katrhine og jeg havde en fest den dag. Først drak vi en kop kaffe og snakkede. Det var både rart og hyggeligt. Og vi fik os sporet ind på, hvad hun havde brug for i forhold til sin stil.

Så gik vi ombord i hendes tøj. Det var nemt at sortere og afklare, fordi vi vidste, hvad vi gik efter. Og der blev kasseret en MASSE. Faktisk var det en storsmilende og lettet Anne Kathrine der kiggede på den pænt store bunke tøj, som ikke længere skulle ind skabet derhjemme.

Hun havde tilkøbt en ekstra service til sit Garderobetjek, som jeg kalder Stil-inspiration. Dvs. at jeg været i en butik og hente en del tøj inden hun kom, og det hang klar til brug under sessionen.

Det så sådan her ud:

Skærmbillede 2015-09-13 kl. 14.20.11

 

(Jeg havde lånt tøjet hos butikken www.merci-give.dk)

Det var et kæmpe plus i Anne Kathrines situation, fordi jeg kunne vise hende nogen af de ting, vi havde snakket om med hendes stil.

I meget korte træk så skulle der skrues ned for det “søde”, som let bliver for pænt til hendes “power”.  Og så skulle der skrues op for lækkerheden. På en afdæmpet måde. Altså en ret enkel stil baseret på lækre materialer.

Her er nogle af de outfits, vi kom frem til:

Skærmbillede 2015-09-13 kl. 14.20.30

 

Hvad synes du så? Er hun ikke en laber-larve?

Nå men, det er jo egentligt ligegyldigt hvad du og jeg synes. For det handler om, at Anne Kathrine kom til at føle sig godt tilpas.

Og det gjorde hun! Jeg fik den sødeste mail fra hende allerede samme aften.